
Mit navn er Louise Nabe
Vi mennesker har fortalt historier i titusinder af år. Fortællinger om...
hvor vi kommer fra,
vordan vi er blevet til,
hvad vi har bedrevet,
hvad det vil sige at være menneske,
og om hvor vi gerne vil hen som folk, som stamme, som gruppe eller hver for sig.
Vi fortæller for at underholde. For at oplyse. Og allermest for bringe os sammen.
Når vi fortæller for hinanden og lytter til andres fortællinger, sker der nemlig noget næsten magisk: Vi skaber et fælles rum af nærvær og "til-stede-hed". Det er dér i nærværet om fortællingen, at magien kan vokse frem.
Og det er dét, jeg som historiefortæller - som historievæver - gør.
Vil du med ind i fortællingens univers?

Vil du opleve fortællingens magi?
Historiefortælling er for alle uanset alder: Børn såvel som voksne. Jeg fortæller derfor for både børn og voksne og uanset hvem, jeg fortæller til, stræber jeg efter at sætte fantasien i gang og sikre, at hver føler, at jeg fortæller til netop dem.
Der er få ting, jeg elsker mere, end at spinde en fortælling, der får en hel 4. klasse til at lytte med både ører, øjne og (åben) mund. Eller at få en sal med voksne til at lytte så intenst, at det føles, som om alle holder vejret
Fortællinger for Enhver Smag
Jeg væver mine fortællinger af tankespind og livserfaringer såvel som fra gamle myter, folkesagn og -viser og legender.
Jeg tilpasser enhver fortælling specifikt til mit publikum. Det sikrer en unik oplevelse for hver enkelt fortælling. Jeg inddrager magiske elementer, spænding og følelsesmæssige dybder, så alle kan finde glæde og inspiration i dem - og så har jeg en forkærlighed for fortællinger om stærke kvinder, historien og emner, der rører os alle som mennesker.
Oplev selv fortællingens magi
Har du selv lyst til at opleve fortællingens magi, så bare sig til. Jeg har en fortælling klar.

Kalender
30. oktober 2025 kl. 20
Stories in the Dark, BestTellers Scene
20. oktober 2025 kl. 17.30
Mystisk mandag - fortællinger om overtro og folketro til den mørke tid
Kulturhuset Måløv, Ballerup Bibliotekerne
2. oktober 2025 kl. 20
Stories in the Dark, BestTellers Scene
8. september
Fortælledag for 300 folkeskoleelever, 0.-6. klasse
Måløvhøjskole afd. Østerhøj
7. juli
Feriefortællinger til sommeren, Kulturhuset Måløv
30. juni
Feriefortællinger til sommeren, Ballerup Bibliotek
13.-15. juni 2025
Femø Fortællefestival, featured fortæller
8. maj 2025 kl. 20
Mytoman, BestTellers Scene
3. maj 2025 kl. 20
Stories in the Dark, BestTellers Scene
27. februar 2025 kl. 20
Stories in the Dark - English edition (jump in), BestTellers Scene
12. februar 2025
Feriefortællinger, Skovlunde Kulturhus
11. februar 2025
Feriefortællinger, Ballerup Bibliotek
10. februar 2025
Feriefortællinger, Kulturhuset Måløv
8. januar 2025
Fortællinger til det nye år, Ballerup Bibliotek
En fortæller fortæller sig selv
Min vej til at tage rollen som fortæller på mig, har været alt andet end snorlige. Men jeg har altid fortalt eller været med til at skabe historier, altid elsket fortællingernes univers og altid set fortællinger overalt: I bøger, teaterstykker, eventyr, operaer, digte, film, symfoniske værker … ja, alle steder, der satte min fantasi i gang.
I fantasiens tjeneste
Jeg har altid haft en gevaldigt livlig og utrættelig fantasi. En udfordring,
når jeg som spejder skulle overleve natløb i kuldmørke skove, hvor fantasien
kunne fremmane alverdens uhygger. En gave, når jeg som barn dagdrømte i timevis
eller flød ind i bog efter bog, hvor tankerne kunne folde vingerne ud, og
alverdens eventyr blev til virkelighed.
Og min fantasi fik rigeligt med inspiration igennem min opvækst: Fra min mormors fortællinger til mine forældre, der ikke bare sørgede for, at mine søskende og jeg mødte Emil, Ronja, Tvebak og Heidi (med mange flere), men også gjorde det helt almindeligt at få læst Oehlenschlägers "Guldhornene" og Blichers "Søren Kanne" højt og at opleve teatrets og operaens magiske verden.
Deri har jeg været heldig, og derfor er jeg taknemmelig. For selvom jeg tog flere omveje før jeg erkendte, at jeg også vil, kan og må give mine egne fortællinger liv, så har jeg haft alle de fortællinger med på min vej, som en rød tråd, der har vævet sig ind i alt, jeg har gjort. Af dem lærte jeg om fortællingens kraft og dens evner til at bringe mennesker sammen. Og af dem voksede min egen nysgerrighed for, hvordan vi som mennesker konstant omgiver os med fortællinger.
Fortællingens magt
På universitetet lokkede antropologiens fokus på hvilke historier vi som
mennesker fortæller om os selv: Dem, der binder os sammen og skiller os ad i
grupper. Dem, der fortæller os, hvor vi kommer fra, hvem vi er og hvor vi skal
hen. Med denne viden i bagagen søgte jeg videre efter fortællingens kerne i
dramaturgiens verden. Og jeg øvede mig i at kombinere de to fag i Den Gamle By
i Aarhus, hvor jeg som guide og historisk aktør elskede at afprøve, hvad der
virkede og ikke virkede, når jeg prøvede at gøre historien levende for de
besøgende.
Siden har jeg brugt både min antropologi og min dramaturgi som underviser, projektudvikler, kulturformidler for børn og voksne, operadramaturg og -skaber og biblioteksformidler … og det var der på et bibliotek på Vestegnen, at min snørklede vej endelig krydsede den mundtlige fortælling, og en snak med Kasper Sørensen fra BestTellers fik mig til at træde ind i rollen som fortæller.
Det føltes lidt som at opdage en gammel frakke bagerst i klædeskabet, som jeg aldrig rigtig havde fået taget på, men som havde hængt der hele tiden og passede mig perfekt. Jeg skulle – og skal stadig – lige lære at gå med den, men hvor er det rart, at jeg har fået den på.
Mine fortællinger
Mine egne fortællinger bærer præg af min forkærlighed for historien (altså den
om fortiden), for mytologier, folkesagn og folkeviser samt personer eller
begivenheder, der har rykket ved historien. Der skal være noget på spil – stort
eller småt. Jeg fortæller lige gerne for store som for små, og så kan jeg godt
lide at blande musikken og fortællingen sammen, enten med sang eller – som jeg
fik prøvet af på Lolland Operafestival for nyligt – at føre opera og den
mundtlige fortælling sammen.
Mit store ønske for fremtiden er at fortælle stadig mere og være med til, at stadig flere oplever den kraft, som den mundtlige fortælling bærer med sig.


